Skønhed og uhygge på Salomonøerne


En rejse til Salomonøerne i Melanesien er en ud-af-kroppen-oplevelse. Vandet er krystalklart, ogsandstrandene så hvide, at de skærer i øjnene. Her patruljerer hajernefå meter fra stranden, mens de lokale fiskere,uanfægtet,sejler ud i små hjemmelavede kanoer. Naturen er så smuk og postkortperfekt, at man må knibe sig selv i armen for ikke at tro, at man er død, genopstået og kommet i paradis. Men midt i den idyl byder øerne også på uhygge og nærmest groteske oplevelser, som fx på Kranieøen, hvor fortidens hovedjægeres mosbegreoede kranier stirrer tomt ud i intetheden,og hvor en voldsom brænding slår ind over koralrevet.

”Dok-dok-dok-dok…!” Den lille speedbåd skyder gennem detkrystalklare vand, såstimer af småfisk skræmmes og springer fri af vandet. Dråberne på fiskenesblanke skæl glimter i det stærke sollys, så de ligner sølvmønter, der kastes i havet medløs hånd. Motoren slukkes, og båden glider langsomt ind på lavere vand, så man nu tydelig kan skimte lysegrønne koralformationer og mørkeblå søstjerner på den kridhvide sandbund nær Kranieøen. Vi balancererfra båden over på nogle sten af skarpe, grå, udtørrede koraller og derfra videre gennem et tæt krat af grønne buske, som vi må mase os igennem for at følge efter vores styrmand, der kender ujævnhederne i underlaget og er langt hurtigere fremme i terrænet end os. Efter ca. 15 meter standser han og stirrerstift ud i luften. Blikket glider fra hans strittende fingerspids over mod et lille alter af grågrønne koralsten, og det syn, der møder os, får det til at løbe koldt ned ad ryggen trods tropevarmen. Dèr, under træerne, ganske få meter fremme stirrer to tomme sorte huller fra et grønt mosbegroet kranie direkte på os. Da vi langsomt bevæger os fremad, dukker flerekranier op. De ligger side om side og griner grotesk og uhyggeligt med deres åbenstående munde. Nogle af kranierne er intakte med tænder og kæbeparti, andre er uden underkæbe, og atter andre mangler tænder. Styrmanden fortæller, at kranierne tilhørertidligere forfædre og hovedjægere, og at de er placeret her på Kranieøen, ikke langt fra brændingen, der adskillerden rolige lagune fra det voldsomme åbne hav. Her holder kranierne havets onde ånder væk fra fiskerbyerne på den indre side af koralrevet. Målløse står vi der og iagttager dette bizarre skue. Der er på en og samme tidnoget poetisk og groteskover Kranieøen.

Det perfekte gemmested

Vi befinder os på Salomonøerne, et ørige i Melanesiennord for Australien. Salomonøerne er det perfekte afbræk fra en larmende og travl hverdag, for dem, der er blevet trætte af livets hastighed i den moderne, digitale verden og for en stund ønsker af lege Robinson Cruso og Man Friday på en øde paradisstrand. Her springer fiskene fri af vandet, og palmerne svajer i tropevinden,mens solen går ned over et azurblåt hav. For Salomonøerne er noget nær det tætteste man kan komme et jordisk paradis. Her strækker de kridhvide sandstrande sig milevidt, og den ene paradisø efter den anden dukker op i horisonten, når man enten flyver eller sejler gennem øriget. Og det bedste:Salomonøerne er ikke blevet opdaget af masseturismen, og kun få rejsende finder vej helt hertil, så øgruppen har kun ganske få og småhoteller og overnatningssteder.

Engang var det helvede på jorden

Hvad der i dag forekommer at være paradis for en turist var tidligere bogstaveligt talt helvede på jorden, hvis entenman var japansk eller amerikansk soldat under 2. verdenskrig. For her, i disse romantiske omgivelser, udspillede sig nogle drabelige slag mellem de to krigsførende supermagter, USA og Japan.Den japanske hær erobrede i løbet af få år kolossale områder i Asien, og deres ambitioner stoppede ikke her. Både Salomonøerne og nabostaten, Papua New Guinea, blev besat af japerne, der fordrev de daværende australske soldater og lancerede et drabeligt luftangreb på det nordlige Australien ved at bombe byen Darwin. Amerikanerne, der efter at være blevet trukket ind i krigen, som et resultat af angrebet ved Pearl Habour i december 1942, satte al magt ind på,at japanerne skulle fordrives fra øerne nord fra Australien. 2. verdenskrig skyllede over Salomonøerne som en tsunami, og som et resultat af dette er Salomonøerneden dag i dag oversvømmet afgammelt krigsmateriel. På land, såvel som i havet, ses gamle, sønderskudte japanske kampvogne, sænkede krigsskibe er blevet hjemsted for fisk, skildpaddder og koraller og rustrøde antiluftskytskanoner peger endnu op i luften mod en fjende, der ikke længere eksisterer. Flyvrag,overgroet af jungle, falder fra hinanden, så de ligner bizarre, moderne kunstværker. Uden for hovedstaden, Honiara, er det gamle krigsmateriel samlet sammen til et udendørs museum. Her kan man spankulere rundt i noget, der ligner en velholdt botanisk have og iagttage en imponerende samling af efterladenskaber fra de to imperiers rasen.

En af de soldater, der oplevede dette krigens infernopå egen krop her påSalomonøerne,var selveste John F. Kennedy. Han var ombord på et amerikansk krigsskib, der blev ramt af japanerne, men han reddede sit liv ved at svømme i land på en lille ø, hvor han, ifølge de lokale beretninger, skrev et SOS på en kokosnød, som han kastede i vandet. I dag kan man besøge denne ø, der hedder Kennedy Island.

 

Hvor hajerne patruljerer langs hovedjægernes forladte koralfort

En 1 meter lang, grå haj lister afsted i det krystalklare vand 3-4 meter fra kysten. Hajen har følge afsmåfisk i stærke farver, der spiser af de alger, som gror på hajens ryg. Af og til stikker rygfinnen op af vandet mens den svømmer op og ned langs stranden i Vona Vona Lagun vedZipolo Habu Resort,et familiedrevet resort der er bygget af en tidligere amerikansk kaptajn på en fisketrawler. Han har giftet sig med en med en lokal kvinde og driver et lille overnatningssted, der ligger på en ellers ubeboet ø. En halv times sejltur i motorbåd fra gæstgiveriet fører os til en lille fiskerby, hvor børnene leger og springer i vandet fra de små fiskerbåde, der ligger for anker. Alt ånder fred og idyl, mens vi gør holdther ved det,der kan siges at være byens legeplads, mens den lokale guide har en samtale med en af de vigtige mænd i byen. Han tager imod et kontant beløb som donation, inden turen fortsætter til fods gennem et tilgroet og kuperet terræn. På toppen af en bakke udpeger guiden resterne af et gammeltforsvarsværk. Murene står endnu og er lavet af koralblokke.Fra dette fort af koraller sejlede hovedjægerne i sin tid ud og bekrigede de omkringboende stammer, fortæller han. Fjendernes hoveder blev i gamle dage betragtet som hellige, og man troede, at de indeholdt en manakraft. Når stammerne fra de forskellige småøer angreb hinanden og nedlagde deres fjender, tog de derforhovederne med hjem. De blev renset og fungerede som krigstrofæer. Disse kranier fra fjenderne står stadig side om side med familiens egne kranier på altre i landsbyer samt ude i naturen, som fx på Kranieøen.

Nogle af de amerikanske soldater, der kæmpende i denne region under 2. Verdenskrig,blev inspirerede af hovedjægernestraditionfor krigstrofæer og samlede kranier fra deres japanske fjender som en slags makaber krigssouvenir. Det amerikanske magasin, LIFE, kunne i maj 1942 offentliggøre et billede af en amerikansk kvinde, der poserede med et signeret kranie fra en japansk soldat, som hendes kæreste, en amerikansk soldat i flåden, havde sendt hjem til hende.

I forbindelse med,at de lokale stammer på disse øerfik kontakt med englænderne, og da skydevåben blev introduceret i 1800-tallet, eskalerede konflikterne mellem de rivaliserende stammer, fortæller vores lokale guide. Han stopper op og peger på en bunke koraller, der ligger på skovbunden omgivet af tørre, visne blade. Dette var hovedjægernes helligdom. En totemhund fungerede som ”vagthund” for de hovedjægere, der holdt til her i koralfortet. Hunden pegede i den retning, hvor fjenderne var. Totemhunden blev fremstillet af koraller, men denblev senere ødelagt af en lokal fra landsbyen, der var blevet omvendt til kristendommen. I dag er det kun resterne af totemhunden tilbage.

Mødet med lokalbefolkingen på Salomøerne

I dag er hovedjægernes krigeriske tid på salomøerne en saga blot og nu er det snarere de få turisters kameralinse, der er ude efter de lokales hoveder end omvendt: På et lokalt marked stirrer en pige direkte ind voreskameralinse med opspilede øjne og et intenst blik, inden hun søger tilflugt under et vakkelvornt træbord. Bordet er dækket af små klaser af orange bananer, der ligger spredt ud på grønne bananblade, som dekorativt dækker bananklaserne og skærmer dem for den bagende tropesol. De andre stadepladsholdere står bag deres små borde med stabler af røde og grønne chilifrugter, frisk ingefær med grønne stængler, lilla auberginer i plastikposer, tropiske fisk i alle regnbuens farver og små bjerge af betelnødder med grønne skaller, der ligner miniature-kokosnødder og tygges sammen med frisk skåret tobak, der sælges i store ruller. Ildrøde smil flænger luften på markedspladsen, da betelnøden, som er en udbredt stimulans at tygge på disse kanter, med årene farver tænderne røde. Overalt på de søvninge lokale markedspladser og i de små landsbyer på øgruppen leger barfodede børn med deres hjemmelavede legetøj, som ofte består af et gammel cykelhjul, der trilles afsted ned ad stier og jordveje med en kæp, som man ser det overalt i udvilkingslandene. Her på Salomonøerne har ca. hvert fjerde barn blond hår. Langt størstedelen af indbyggere i Salomomøerne ligner i høj grad den oprindelige befolkning i Australien, med karakteristiske flade næser, mørk hud og afrotekstureret hår, dvs. tæt, sort kruset hår. Men en kromosomfejl hos en fjerdedel af befolkingen gør, at børnene har gulligt og nogle gange helt blond hår, som lyser op som store gyldnegræstotter i bylandskaberne og på de små lokale markeder.

Med saltvand i håret, solbrun hud og hoved fuld af sanseindtryk synker vi ned i sæderne i et lille blåhvidt propelfly, der langsomt ruller ud mod landingsbanen og efter nogle få hundrede meters med bumb er vi i luften. Vi flyver lavt og udsigtengennem det fedtede flyvindueviser endeløse tropeøer dækket af jungle, omgivet af koralrev og kridhvide sandstrande, mens vi har kurs mod hovedstaden, Honiara. Man tænker for sig selv, at man kunne rejse måneder og atter måneder her i dette glemte paradis.

Fakta om Salomonøerne

I 1568 fandt den spanske opdagelsesrejsene, Alvaro de Mendana, guld på øen Guadacanal, og han troede formentlig, at han var nær ved en af Kong Salomons sagnomspunde miner. Derfor kom øgruppen til at hedde Salomonøerne.

Det bedste tidspunkt at besøge Salomonøerne er fra maj måned til og med oktober.

Der bor ca. 530.000 indbyggere på Salomonøerne. Befolkningen består af ca. 94 procent melanesere, ca. 1 procent micronesere og ca. 4 procent polynesere. Kristendommen er den mest udbredte religion.

Store slag mellem japanerne og amerikanerne under 2. verdenskrig fandt sted på Salomonørne. Japanerne blev fordrevet fra Salomoøerne i 1945.